Mindeord for Ken Henriksen

På instituttets vegne vil vi gerne sige en dybtfølt tak for indsatsen. Personligt er vi begge dybt taknemmelige for at have fået lejlighed til at samarbejde med Ken. Hans varme menneskelighed, tankekraft, klarsyn i uddannelsesmæssige forhold og sociale intelligens har været til stor inspiration. Hans virke på instituttet vil ikke blive glemt.

08.03.2017 | Institutleder Per Stounbjerg og prodekan for uddannelse Niels Lehmann

Efter ganske kort tids sygemelding døde lektor og viceinstitutleder Ken Henriksen søndag den 5. marts. Ken Henriksen kom til Aarhus Universitet som adjunkt i spansk i 2006 og blev lektor i 2009. Siden hen blev han studieleder, først ved Institut for Sprog, Litteratur og Kultur fra 2010, siden ved det store nye institut. Hans indsats for AU har været kendetegnet ved et aldrig svigtende engagement. Sideløbende med sit faglige virke har han løftet store byrder for universitet og institut, i særdeleshed som studieleder, men også som faglig person i spanskmiljøet og leder af vores center for latinamerikastudier.

 

Først og fremmest har vi arbejdet sammen med Ken som den første studieleder ved det store konglomerat af fagligheder, der i dag hedder Institut for Kommunikation og Kultur. At instituttet findes og fungerer, er i høj grad Kens fortjeneste. Han har været med fra begyndelsen som den store konstruktive kraft i vores studieorganisation. Mens frustrationsniveauet var højt blandt kollegerne, og spareplaner, dimensionering, fremdriftsreform, institutionsakkreditering  etc. haglede ned over os, bidrog Ken ufortrødent med at sy de nervetråde sammen, som de store omlægninger på AU uvægerlig havde klippet over, ressourceeffektivisere instituttets uddannelser og udtænke samarbejdsflader i sprogmiljøet. Gennem alle udfordringerne har Ken været en helt central spiller i opbygningen af det store institut, vi skulle have til at fungere, senest og ikke mindst ved overflytningen af erhvervssprog fra BCOM til IKK. Det er helt urimeligt, at han ikke til fulde får lov at opleve, hvordan indsatsen nu begynder at bære frugt. Selvom denne side af hans virke altså kun skulle vare i ca. fem år, har han sat et varigt mærke på instituttet. Det har han i kraft af sit klare overblik, sin arbejdsomhed og ikke mindst sin personlighed. Et væld af tilkendegivelser fra kollegerne gennem de sidste dage vidner om, hvor afholdt Ken var.

 

Ken var som et helt igennem elskeligt menneske en fornøjelse at arbejde sammen med. Med sin pragmatiske, konstruktive og løsningsorienterede indstilling kunne han som få lykkes med at få ting lagt til rette, så en fælles fornuft kunne træde frem, og det blev lettere at acceptere besværlige kompromisser. Han var i sjælden grad i stand til at have fokus på løsningen allerede, når man gik i gang med at analysere et problem. Eller rettere sagt: at have fokus på løsninger, for viljen til problemløsning udartede aldrig til en insisteren på en bestemt løsning. Den udfoldede sig tværtimod som en evne til at jonglere med flere alternativer, indtil den bedste (eller somme tider den mindst ringe) retning blev fundet. Med Ken som studieleder var det altid muligt at finde frem til farbare veje, også selvom udfordringerne både har været komplekse og til tider oven i købet helt urimelige. I en virkelighed, hvor man skal strække sig over mere end 50 uddannelser, er det næppe muligt at gribe alle bolde. Men hvis en bold endelig røg på gulvet, var Ken den første til at gå den ekstra mil for at samle den op, også selvom det betød, at det blev endnu vanskeligere at jonglere med dem, der endnu var i luften. Alt sammen, uden at vi oplevede Ken miste sansen for humor.

 

Ken sparede aldrig sig selv. Ofte har det kostet på familietiden i weekenderne, når der skulle skrives dokumenter med henblik på at kvalificere drøftelserne i de respektive organer. Ken stillede sig altid fleksibelt til rådighed, selv når forberedelsen først kunne finde sted i ydertimerne eller det, der burde være fritid. Utrætteligt kommenterede han udspil eller accepterede at være den, der fik til opgave at smide de første ord på papir, så samtænkningen kunne drives videre.

 

Ken og hans familie har desværre måttet gennem et par hårde år med en urimelig uvished. Det er næsten ikke til at forstå, at den kræftsygdom, han stoisk havde kæmpet med, og som vi endelig troede ham reddet fra, pludselig viste sig at være så aggressiv, at han nærmest uden varsel måtte forlade os. Det var et stort chok. Ken gjorde i sjælden grad en forskel, og han vil blive frygtelig savnet. Vores tanker går til hans familie. Samtidig med at Ken var en meget social person, var han et meget privat menneske, der holdt privatliv og arbejde adskilt. Kærligheden til de nærmeste skinnede dog ofte igennem, når Ken fx berettede om familieture eller tog sig af sager fra sommerhuset, hvor han opholdt sig med familien.

 

På instituttets vegne vil vi gerne sige en dybtfølt tak for indsatsen. Personligt er vi begge dybt taknemmelige for at have fået lejlighed til at samarbejde med Ken. Hans varme menneskelighed, tankekraft, klarsyn i uddannelsesmæssige forhold og sociale intelligens har været til stor inspiration. Hans virke på instituttet vil ikke blive glemt.

 

Ken bisættes mandag den 13. marts kl. 13 i Mariebjerg Kirkegårds Kapel, Mariebjergvej 1, 2820 Gentofte

 

Per Stounbjerg, institutleder, og Niels Lehmann, prodekan for uddannelse, tidl. institutleder ved Institut for Kommunikation og Kultur, Aarhus Universitet

Medarbejdere, sitespecifikke, Tysk og Romanske sprog, Spansk