Aarhus Universitets segl

Karina Lykke Grand belønnes for sin formidling af dansk guldalderkunst

På torsdag tildeles adjunkt Karina Lykke Grand i kunsthistorie, et legat af Ole Haslunds Kunstnerfond for sin nytænkende formidling af dansk guldalderkunst.

Karina Lykke Grand er en yngre forsker og museumsperson, der har søgt at forny forskningen og formidlingen af dansk guldalderkunst. På få år har hun markeret sig stærkt og initiativrigt med nye tanker om en periode i dansk kunst, der ellers har været tæt forsket i igennem mange år. Det har hun især gjort i bogen Dansk guldalder. Rejsebilleder fra 2012 og ved sin hovedrolle i opbygningen af den omfattende udstilling på Aros GULD i 2013. Dertil har hun taget initiativ til etableringen af et nyt internationalt tidsskrift om studier i romantikkens kunst, lyder det blandt andet i begrundelsen fra Ole Haslunds Kunstnerfond.

Med legatet følger 40.000 kr., som Karina Lykke Grand vil bruge til rejseaktiviter i forbindelse med opstart af et nyt forskningsprojekt.

-Forskningsprojektet fokuserer på kunst- og kulturhistoriske museumssamlinger i Nordeuropa. Projektets casemateriale består af 30 nordeuropæiske nationale og regionale kunst- og kulturhistoriske museer fra landene Danmark, Sverige, Norge, Finland, England, Skotland, Tyskland og Holland. Så pengene skal bruges på rejser i den forbindelse, fortæller Karina Lykke Grand og  uddyber:

-Undersøgelserne skal i sidste ende give svar på, hvad har været, og hvad er fortsat konstituerende for den kulturelle identitet i de udvalgte lande. Projektet vil både aktualisere og give afgørende nye svar på, hvordan vores kulturelle identitet vil forme sig for eftertiden i et regionalt, nationalt og europæisk perspektiv, og undersøge hvordan museernes samlinger bidrager hertil.


Fakta om fonden

Ole Haslunds Kunstnerfond blev oprettet af kunsthandler Ole Haslund i 1941 for, blandt andet gennem ydelse af pengegaver at udtrykke en anerkendelse over for  malere, billedhuggere, skuespillere, kunsthåndværkere, museumsfolk, kunsthistorikere, konservatorer og antikvitetsforhandlere.