Aarhus Universitets segl

Forsker bag kortfilmsucces vinder fornem kinesisk pris

Lektor og kortfilmsekspert Richard Raskin har skrevet manuskriptet til den kortfilm, som netop har vundet "Grand Prize" på Kinas største kortfilmsfestival

Lektor Richard Raskin er en international anerkendt kortfilmsekspert og værdsat medlem af internationale filmjuryer
Dukkerne i den prisbelønnede kortfilm har levende menneskeøjne, og det har været med til at give dem et liv, som appellerer til publikum

Konkurrencen var hård til Kinas største kortfilmsfestival, hvor 30.000 bidragsydere havde indsendt kortfilm i håb om at blive udtaget. Men det var den aarhusiansk producerede ”Seven Minutes in the Warsaw Ghetto”, som gik hele vejen og vandt den fornemme Grand Prize til festivalen KingBonn i Shenzhen.

-Jeg er meget stolt af resultatet, som rummer en universel historie om uskyld og systemer, og som åbenbart vinder genklang over hele verden, fortæller lektor i medievidenskab Richard Raskin, som har skrevet manuskriptet til filmen, og som allerede har deltaget i mere end 100 internationale filmfestivaler og vundet flere priser. Instruktøren er den 27-årige aarhusianske Johan Oettinger, der er stop-motion og dukkefilm-mager. Den unge instruktør var selv til stede ved overrækkelsen i Kina, hvor han modtog en statuette og 250.000 kr.

En historisk note

Lektor Richard Raskin har skrevet manuskriptet til filmen i 2003 på baggrund af en note, der beskriver en virkelig hændelse i ghettoen i Warszawa i 1942. Han har kæmpet for at få manuskriptet omsat til film, hvilket lykkedes til sidt og resulterede i, at den oprindelige kortfilm blev lidt længere.

-Jeg har arbejdet med at få omsat manuskriptet til Seven Minutes in the Warsaw Ghetto til film i flere år, men til sidst lykkedes det i samarbejde med to unge dukkefilmsentusiaster her fra Aarhus. Johan Oettinger og Emil Brahe udviklede konceptet – og mit oprindelige manus som hed Four Minutes in the Warsaw Ghetto blev beriget i deres hænder og blev til Seven Minutes.

Fra kortfilm til klassiker

Successen med kortfilmen har givet filmen stor opmærksomhed, og allerede nu er filmen en klassiker på Filmstriben.dk, hvor flere undervisere har valgt at bruge den til eksamen i mediefag.  

Derudover har Richard Raskin også holdt oplæg om filmen på blandt andet ARoS, i Warszawa og snart i London. Richard Raskin arbejder selv på at udgive en undervisningsbog i samarbejde med Aarhus Universitetsforlag.

Læs også:

40 år med kortfilm, fotos og vittigheder