Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

En portfolio viser it-humanistens bidrag

En portfolio kan bruges til at fremhæve de kompetencer, som de studerende fra Digital design og Informationsvidenskab kan tilbyde erhvervslivet og dermed bane vejen til det første job.

26.11.2018 | Birgitte Kvist Laursen

Til et event d. 20. november gjorde det strategiske web- og designbureau, Impact, de studerende opmærksomme på, at en portfolio kan være afgørende i en jobsøgningssituation:

"Jeres kompetencer skinner ofte ikke igennem i en klassisk jobansøgning, og det er et problem, for nogen som jer kan flytte vores forretning. For at I skal blive valgt frem for andre, så handler det om at vække virksomhedens interesse i en portfolio.”
Rune Veerasawmy, Strategisk User Experience Designer, Impact

Til arrangementet var der studerende på tværs af bachelor, kandidat og studierne Digital design og Informationsvidenskab, og der blev arbejdet og diskuteret på højtryk under workshoppen. At lave en portfolio tager lang tid, så det er en god idé, at komme i gang med at indsamle og formidle projekter og opgaver allerede under studietiden.

Foto: Morten Sørensen, Impact

En portfolio behøver ikke ligne dem, som man kan google sig til, og de studerende var glade for at få sat forventningsbarren ned:

"Inden jeg deltog i workshoppen, troede jeg, at en portfolio var noget, der fremviste prototyper og færdige designprojekter. Det blev jeg klogere på under workshoppen, hvor jeg fik øjnene op for, hvordan jeg også kan fremvise mine værdifulde humanistiske kompetencer i en portfolio."
Hannah Djurssø Nielsen, Cand.it.studerende på Informationsvidenskab

Rune Veerasawmy understregede, at det ikke behøver være så svært at lave en portfolio. Man kan komme langt med håndskitser der fx. illustrerer, at man har erfaring med at navigere i en designproces.

T-shaped people

Det strategiske web- og designbureau Impact, understregede, at branchen fra deres perspektiv har brug for humanister som er "T-shaped people". Dvs. humanister med en bredde i deres faglighed, men som også har en spidskompetence, som de brænder for. Det kan man bruge en portfolio til at fremhæve.

"Rune fremhævede, hvordan vores kompetencer kan bidrage til at undersøge problemstillinger og udforske fremtidige løsninger og ikke mindst hvordan dette er vigtige brikker i al produktudvikling i en virksomhed som Impact. Her handler det nemlig om at designe services, der ikke 'bare virker', men som også giver mening - og det skal vi kunne vise vores bidrag til gennem vores portfolio."
Hannah Djurssø Nielsen, Cand.it.studerende på Informationsvidenskab

Foto: Morten Sørensen, Impact

Impact har været vært for workshoppen som blev arrangeret i samarbejde med studenterforeningerne ODDS, SAIS og Afdeling for Digital design og Informationsvidenskab. Som strategisk web- og designbureau ved Impact hvad der virker og ikke virker i et portfolio. De modtager rigtig mange CV’er, ansøgninger og portfolier og de vil gerne dele ud af deres viden, tips og gode ideer. Link til arrangementet på Facebook. Arrangørerne håber, at afholde et nyt event i det nye år på baggrund af den store interesse.

Møde, Afd. for Digital Design og Informationsvidenskab, Alumner, Studerende