Aarhus Universitets segl

Aarhus Universitet fejrer internettet

Internet Week Denmark er en faglig festival, der fejrer internettet og den digitale økonomi. Ideen bag Internet Week Denmark stammer fra Smart Aarhus, der er et partnerskab mellem Aarhus Kommune, Aarhus Universitet og en række institutioner og virksomheder. Og igen i år støtter universitetet op om arrangementet ved at stille viden til rådighed.

”Internet Week Denmark løb af stabelen for første gang sidste år og blev en stor succes med imponerende besøgstal og med en række prominente oplægsholdere. I år gentages succesen. Fra den 1. - 5. juni fejres internettet og de mange muligheder, der ligger i at udvikle nye digitale produkter og forretningsløsninger, og vi er rigtig glade for, at der er så mange forskere fra Aarhus Universitet, der deler ud af deres viden på denne fagfestival, ” fortæller Mai Skou Wihlborg, projektleder på Internet Week Denmark.

Programmet består ligesom sidste år af såkaldte crowdsourced events, hvor private virksomheder, offentlige institutioner og netværk kan byde ind med arrangementer. Bag flere af arrangementerne står forskere fra Aarhus Universitet.

Vækst i den digitale sektor

De første to dage, den 1. og 2. juni, vil Internet Week Denmark, AU Smart Cities og Det Danske Smart City-Netværk være værter, og en af de drivende kræfter bag de arrangementer er lektor Martin Brynskov fra Aarhus Universitet.

”Der er ingen tvivl om, at der er brug for at gentænke rammebetingelserne for vækst i den digitale sektor. IT er afgørende for vækst og velfærd, og derfor skal borgerne involveres i de digitale muligheder. Det bliver de blandt andet med denne fagfestival,” fortæller lektor Martin Brynskov fra Informationsvidenskab, der også er koordinator for det danske Smart City-netværk. Og det sidste vil man blandt andet kunne høre om til den kommende fagfestival. Smart Aarhus, det danske Smart City Netværk og Aarhus Universitet bidrager blandt andet med oplæg om det europæiske samarbejde om åbne data og fremlægger forskellige modeller for samarbejde om Smart City udvikling.

Se video, hvor Martin Brynskov fortæller om et af sine bidrag til Internet Week Denmark

Fokus på digital dannelse
Ud over det arrangement deltager to forskere fra Center for Undervisningsudvikling og Digitale Medier, adjunkt Rikke Toft Nørgård og adjunkt Klaus Thestrup. Den 4. juni er der fokus på digital dannelse, og her holder Rikke Toft Nørgård blandt andet oplæg om digitale læremidler, og hvordan vi bruger dem meningsfuldt, og så har hun en Coding Pirates-workshop sammen med en skoleklasse.

Se video, hvor Rikke Toft Nørgård fortæller om sit bidrag til Internet Week Denmark

Klaus Thestrup holder ligeledes en workshop. En workshop, der handler om, hvordan man kan arbejde med tablets i daginstitutioner.

Se video, hvor Klaus Thestrup fortæller om sit bidrag til Internet Week Denmark

Design matters

Endelig vil lektor Lone Koefoed fra digital design og informationsvidenskab sammen med otte kandidatstuderende, udstille designprojekter i Ridehuset fra kurset: ”Design som kritisk praksis”.

”Vi tænker oftest design som noget, der skal gøre vores hverdag nemmere. Men foruden at være lækkert og brugbart kan design også være selvrefleksivt, og det kan udtrykke en kritik ved at eksperimentere med spekulative alternativer til vores hverdag. Designere kan eksempelvis provokere ved at foreslå delvist absurde løsninger, og på den måde bliver design et konkret forsøg på at anskueliggøre vanskellige problemstillinger," fortæller Lone Koefoed.

Det er netop, hvad kandidatstuderende i faget "Design som kritisk praksis" gør her i forårssemesteret, og i Ridehuset kan man møde deres otte semesterprojekter, som alle er interaktive prototyper, der kan afprøves og diskuteres med de studerende.

 Se video, hvor Lone Koefoed fortæller om sit bidrag til Internet Week Denmark


 

Læs mere om arrangementerne
http://internetweekdenmark.com/events


Fakta

Internet Week Denmark er en international fagfestival, som fejrer internettet og den digitale økonomi. I fem dage fra den 1. juni- 5. juni vil internettets succes og betydning for udviklingen af det danske samfund og den økonomiske vækst blive hyldet. Fagfestivalen er - ligesom internettet – åben for alle.

Internet Week Denmark er et projekt, der er initieret af Smart Aarhus og støttet af Aarhus Kommune. Fagfestivalen bygger på et crowdsourcing-koncept, hvor størstedelen af aktiviteterne er planlagt af private virksomheder, netværk og offentlige institutioner.